• Henrik Møller

Tema: Vold og trusler mod ansatte i psykiatrien og socialpsykiatrien.




Igennem 16 år har jeg undervist personale i bla. psykiatrien og socialpsykiatrien. Jeg har mødt flere tusinde skønne dedikerede medarbejdere, som alle har brændt for at dele ud af omsorgen og hjælpe de mennesker, som har mest brug for det! Når jeg underviser hører mange af medarbejdernes historier, oplevelser, og kan som underviser blive rystet over det medarbejderne bliver udsat for. Jeg undres over hvor hård en verden vi lever i, og over hvad mennesker kan byde mennesker. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi trods alt har det godt i vores velfærdssamfund i lille Danmark, og at der findes steder i verden hvor oplevelserne kan være endnu mere voldsomme. Men derfor skal vi jo ikke undlade at handle.

Jeg kan godt mærke, at det jeg byder ind med på mine kurser giver mening, og kan medvirke til at give den nødvendige forståelse, viden og særligt også konkrete værktøjer til at forebygge og håndtere dagligdagens konflikter. Men det er jo altså kunne en lille del af det der skal til for at gøre arbejdslivet trygt og sikkert.


Det kan være dyrt at spare


Jeg er også bekendt med at de medarbejdere jeg møder er nogle af ”heldige”. At de arbejder på en arbejdsplads, som vælger at prioritere og investere i medarbejderne. Der findes mange arbejdspladser, hvor der desværre ikke har været det nødvendige fokus, og midlerne og tiden til effektivt at gøre noget ved de lokale udfordringer. Min tese er at det kan være dyrt at spare!

Vi skal kunne gøre det bedre, men jeg tror desværre ikke på at det kan lade sig gøre uden en helhjertet indsats, der også betyder mange flere midler til disse områder. Disse midler skal komme fra vores regering, de skal målrettes og der skal stilles krav til hvordan midlerne anvendes.

Hvad skal der til

Det er ikke nok med et Webinar, et online kursus, at dele en instruks, eller afholde en enkelt temadag en gang i mellem. Vi skal altså helt ned på det lavpraktiske plan, for at få indsatsen til at virke i praksis. Indsatsområderne er mange og det kræver en indsats fra hele organisationen. Det kræver tid, det kræver midler og det kræver faglighed. Ellers kommer vi til at opleve endnu flere medarbejdere der rammes af omsorgstræthed, ptsd, stess, depression mm. Vi skal altså have mere tryghed, trivsel og arbejdsglæde på danske arbejdspladser. Det er det der fastholder gode medarbejdere og det der smitter på omgivelserne! Heldigvis møder jeg mange på min vej der virkelig har formået at ændre arbejdsmiljøet og det glæder mig helt ind i hjertet.

FOA

Jeg har i mange år fulgt nysgerrigt med, og forleden faldt jeg over en artikel jeg havde gemt, udgivet af Fagforeningen FOA, og som de bragte i oktober 2020. Det er for mig rystende læsning, men det bekræfter mig i, hvor vigtigt det er at vi bidrager til debatten, og at der lægges pres på vores politikkere.


Her kan du læse Susannes historie:

Suzanne Skov Lützen nåede at arbejde knap 20 år i social- og hospitalspsykiatrien. Hun har kun haft drømmejob, men måtte til sidst give op på grund af grov vold. Hendes tab af erhvervsevne er opgjort til 90 procent. Her er hendes fortælling.

Som altid står jeg op ved 3.30-tiden. Med massiv hovedpine trykker jeg på kaffemaskinens tænd-knap. Om morgenen ryster jeg så meget i krop og på hænder, at jeg ikke er stand til at ramme kaffetragten, så om aftenen gør jeg filteret klar med kaffepulver.

Jeg bumper ind i ting, for jeg har svært ved at holde balancen. Sådan går de første timer af døgnet i mit forandrede liv. Med at ryste og være anspændt.

Det var de seneste fem år, der gjorde mig syg. Syg er et dårligt ord. Hvis du er syg, kan du også blive rask, og det bliver jeg aldrig igen.

Jeg er blevet forsøgt stranguleret. Jeg er blevet slået, sparket, spyttet på. På nærmest daglig basis er jeg blevet truet på livet. Mine pårørende er blevet truet. Jeg har fået kastet ting efter mig. Urin, møbler, termokander, kopper. Jeg er blevet truet med kniv.

En dag i 2017 står jeg med hovedet nede i køledisken i Rema. Pludselig bliver mit fulde navn råbt højt. Jeg kigger op og ser en tidligere patient. Han er udskrevet, selvom jeg ved, hvor utilregnelig og farlig han kan være. Midt i butikken leverer han den ene verbale trussel efter den anden. Han vil ødelægge mit liv. Han vil ødelægge mine børns liv.

Han lægger sin hånd på min skulder, men jeg får vendt rundt og kommer fri. Og så forlader jeg butikken.

I dag kan jeg se, at det er dén hændelse, der for alvor knækkede mig. Pludselig kunne jeg heller ikke føle mig sikker i min fritid.

Efter den oplevelse er jeg presset i mit arbejde på psykiatrisk sengeafsnit. Jeg starter ved en psykiater. Set i bakspejlet er min PTSD allerede godt under opsejling. Jeg begynder langsomt at isolere mig. Melder afbud til familiesammenkomster.

45 minutter langt angstanfald

Jeg søger over i socialpsykiatrien og bliver ansat på et bosted, hvor beboerne har dobbeltdiagnoser. Det er det, jeg brænder for. Bostedet er imidlertid et kaos på alle hylder. Vi risikoscorer ikke. Vores alarmer er et gammelt radiosystem, der ikke virker for en femøre. Jeg når kun at være ansat få måneder, inden det går galt.

På grund af min erfaring er jeg blevet kontaktperson for den dårligst fungerende beboer. Både personalet og de andre beboere er bange for ham. Jeg forsøger altid at lure, hvor psykotisk han er. Flere gange om dagen fixer han amfetamin og andet, der er rent brændstof til at høre stemmer. En dag ligger han på gulvet i sin bolig. Jeg tænker, at han har et krampeanfald, men i det jeg kommer over til ham, vender han rundt og fægter med en slagterkniv. Han rammer mig i venstre skulder. Jeg siger til min leder, det er en arbejdsskade. Det mener hun ikke. Det ender med, at hun beder mig aflevere mine nøgler, og da jeg kommer hjem, ligger opsigelsen i min indbakke. Jeg orker ikke en sag om uretmæssig fyring, jeg er bare glad for, at jeg slap væk med livet i behold og en sygemelding. Senere på efteråret giver min psykiater mig diagnosen PTSD med den anbefaling, at jeg ikke igen skal arbejde med mennesker. Jeg får afslag på revalidering, og i februar 2018 starter jeg på de nyoprettede særlige sengepladser i Vejle. Jeg oplever flere vagter, hvor der ikke er styr på det. En dag kommer jeg hjem efter endnu en dårlig vagt. Jeg kan ikke sove. Har hjertebanken. Oplever flashbacks. Da jeg dagen efter forsøger at komme på arbejde, sidder jeg 45 minutter i angstanfald midt på entrégulvet. Jeg ringer og sygemelder mig. Jeg kan ikke overskue en opsigelse og kæmper for at komme tilbage. Men det går galt gang på gang. Efter et år modtager jeg min opsigelse og må definitivt opgive at arbejde i psykiatrien. I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har jeg allerede en sag kørende om arbejdsrelateret PTSD. Kort efter min exit får jeg papir på, at min PTSD er en arbejdsskade.

Har behov for flugtvej

Tidligere kunne jeg have 40 bolde i luften samtidig. Nu kan jeg ikke have én og være sikker på at gribe den. Jeg har brug for flugtveje.

Hvis jeg bliver stresset, føler jeg mig truet og bliver aggressiv. Jeg skal kunne slippe væk, inden det går galt. Flere gange har jeg råbt højt. En gang stod jeg med knyttede næver og hvide knoer over for min bankmand. Heldigvis lykkedes det mig at trække mig. Når jeg bliver stresset, trigger det mine suicidaletanker. Jeg er bange for, at jeg tipper ud over kanten, hvis jeg en dag gør en anden fortræd. Jeg skammer mig over mine reaktioner, for det er så langt fra den person, jeg er og kender. Det er det ultimative tab.


Du kan også læse artiklen her: https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler/2020/10/12/Suzanne-fik-PTSD-Jeg-er-blevet-slaaet-sparket-og-forsoegt-stranguleret


Har du spørgsmål til mig, er du velkommen til at skrive på kontakt@ifkh.dk eller ringe til mig på telefon 28566430.

98 visninger