• Henrik Møller

Nedbringelse af tvang i psykiatrien.


Målet om at nedbringe tvang inden udgangen af 2020 er ikke nået!

Sundhedsstyrelsen skriver:

Sundhedsstyrelsen har gjort endelig status på partnerskabsaftalen om at nedbringe tvang i psykiatrien. Det er ikke lykkedes at nå det fælles mål om at bruge mindre tvang i Danmark. Udviklingen i partnerskabsperioden viser tydeligt, at der er behov for nye tiltag, der kan vende udviklingen. Det er fortsat meget forskelligt, hvor meget tvang der bliver brugt både på tværs af regioner og på de enkelte afdelinger. Der skal stadig mere viden om og systematik i indsatsen for at forebygge og mindske tvang. Og der skal fokus på, hvordan viden omsættes til praksis.


Tværfaglig indsats.

Sundhedsstyrelsen skriver videre, at der i perioden været stort fokus på den tvang, der foregår på de psykiatriske afdelinger og dermed på den regionale indsats. Fremadrettet vil der være behov for, at fokus udvides til også at omfatte indsatsen i kommuner og hos praktiserende læger.


”Vi har haft et meget stort fokus på den tvang, der sker på sygehuset, men vi er meget opmærksomme på, at der er behov for et tilsvarende stort fokus på den indsats, der sker i kommunerne, og på hvordan vi kan forebygge, at der bliver behov for at indlægge med tvang. En tvangsindlæggelse kan ofte føre til, at der også bliver brugt tvang under indlæggelsen, så det er vigtigt, at vi sætter ind her.” siger Helene Probst.


Forebyggende indsats.

Siden 2005 har jeg medvirket til at uddanne, træne og løfte de kompentencer som bla. medarbejderne i psykiatrien, og på mange af vores bosteder har brug for at besidde for at kunne forebygge og håndtere dagligdags situationer med borgere, beboere og patienter.


Jeg har igennem de sidste 6-8 år oplevet en større og større frustration blandt medarbejdere, der bla. har følt sig utrygge når de møder ind på jobbet. Det selvom der er gjort meget (læs et kæmpe stykke arbejde) for at udvikle og forandre psykiatrien, og de forebyggende metoder og indsatser.

Også her har vi har været aktive deltagere/undervisere i flere projekter målrettet nedbringelse af tvang i forbindelse med indgåelse af partnerskabsaftalen. Vi har medvirket til uddannelse af alle grupper af medarbejdere.


Resultatet af indsatsen.

"Det der får fokus fylder", og det må vi sige at det fik i starten. I 2014 og frem blev der delt ud af midler, som gjorde at udvalgte afdelinger i en 3 årig periode fik midler til målrettet at kunne arbejde med nedbringelse af tvang. Helt konkret var vi med på 3 afdelinger, hvor medarbejderne bla. fik ekstra Psyko-Fysisk træning (træning i skånsom magtanvendelse, deeskalerings teknikker, konfliktforebyggelse, samarbejde og rollefordeling og risikovurdering), der sammenholdt med andre indsatser (bla arbejdet med Safewards) gjorde at brugen af tvang faldt kraftigt, Efter de 3 år forsvandt en stor del af midlerne fra afdelingerne, og man mærkede hurtigt effekten. Nedskæringer gjorde, at gode medarbejdere igen måtte forlade afdelingerne, og flere steder var det nu næsten umuligt at opretholde den gode postive kontakt, og have lige så stort et fokus på bla. Safewards-interventionerne, som jo blev forsøgt implementeret. De gode resultater blev også forsøgt overleveret og indarbejdet på naboafdelingerne, som ikke var blivet forfordelt, og som ofte var pressede. Meget lidt af det kom til at virke i praksis.

Det er super ærgerligt, at de gode erfaringer ikke udnyttes fuldt ud. Vi kan stadig læse om psykiatrien der er presset. Voldsomme overfald, påbud fra Arbejdstilsynet, og også mistillid mellem medarbejdere og ledelse, og et mål om nedbringelse af tvang der ikke er nået. Heldigvis er der rigtig mange afdelinger der er yderst velfungerende. Jeg nyder at følge med, og se opslag fra mit netværk, hvor der fortælles om sang, dans, underholdning, og studerende der roser psykiatrien og afdelingen. Vi er i gang med at vende supertankeren, men der er stadig mange der er udfordret. Det betyder desværre at Psykiatrien mange steder har svært ved både at fastholde og rekruttere personale. Kære politikere: De har altså brug for hjælp og det haster. Glade postive medarbejdere de bliver længere og så tiltrækker de nye glade kolleger, som der er så hårdt brug for.

Lad os nu få den 10 årige psykiatriplan, så der kan komme endnu bedre og endnu mere ordnede forhold til gavn for medarbejdere og patienter. Jeg kan kun anbefale jer at følge Overlæge Mikkel Rasmussen, Region Syd, og hans utrættelige kamp for at få politikere mfl til at lytte.

Forebyggelse.

Og jeg er 100% enig med Sundhedsstyrelsen i, at forebyggelsen starter ude i kommunerne, og hos de praktiserende læger, fordi vi jo netop skal forebygge at borgerne bliver indlagt. Vi skal sikrer at borgerne bliver tilbudt endnu bedre behandling i det private/kommunale regi. Problemet er bare, at mange psykisk syge ikke ønsker at medvirke frivilligt!

Nu er Region Nordjylland blevet udvalgt til at forestå er nyt projekt med netop dette fokus. Det er spændende, og det vil jeg følge tæt. Kunne være rart at slippe for “fredagsraske” patienter, og svært syge der ikke kan få akut hjælp eller blive behandlet til de kan klare at komme hjem.


Viden skal omsættes til praksis.

Men jeg tror stadig på, at der også er et stort behov for at kigge på metodevalg. Lad os få en fornuftig debat omkring hvad der virker i Danmark. Det er altså ikke muligt at overføre praksis, forskning og undersøgelser direkte fra fx Norge eller England til Danske forhold. Ressourcerne og de respektive landes lovgivninger er jo ikke ens. Vi kan heller ikke “tale“ os ud af alle situationer, og deeskalere alle konflikter. Slet ikke hvis personalegruppen er utrygge. Det ved alle der har arbejdet med mennesker. Men vi kan lade os inspirere, hvilket vi iøvrigt har gjort i mange år.


Men vi skal gøre alt hvad vi kan, for også fremover at sikre at magtanvendelser og tvang bliver anvendt som absolut sidste udvej. Det gælder alle former for tvang. Tvange og magtanvendelser vil altid opleves som overgreb/et traume. Måske vores politikere skulle kigge til udlandet, og lade sig inspirere. Det virker som om at det er et tabu at drøfte muligheden for at ændre formerne for tvang i Danmark. Jeg har fulgt med i mange år, og der er mange muligheder.

Praksisevidens.

Vejen til at mindske og nedbringe magt og tvang er også, at benytte den praksisevidens vi har adgang til I Danmark.

Vi har bla medvirket til og gennemført specialuddannelse af personalet på Sikringen. De fik 15 dages uddannelse, herunder masser af Psyko-Fysisk træning. Træningen gav dem de nødvendige kompentencer til at skabe øget sikkerhed og tryghed, og til at håndtere den adfærd som var helt naturlig for landets farligste patienter. I fællesskab fik vi skabt landets mest trygge og sikre arbejdsplads inden for Psykiatrien. Volden faldt med 66% og sygefraværet med 25% over en 2 årlig periode. Desuden så vi et meget kraftigt fald i tvangen, så bla fikseringer hørte til sjældenhederne. Nøglen til succesen var specialuddannelse i APG-Arousal Profil og Guideline, træning, ensartede forebyggelse og håndteringsstrategier og forståelse, og at alt var forankret i ledelsen. De var nemlig med! Og det er bla det der virker i praksis.

At tænke ud af boksen!

I forhold til psykiatrien så skal der måske tænkes endnu mere ud af boksen i forhold til personalesammensætningen. Herunder brugen af sygeplejersker, pædagoger, peermedarbejdere, psykologer, sosuass./hjælpere, sikkerhedsmedarbejdere, ergo og fysioterapeuter og specialuddannede deeskaleringsteams. Men med en åbenhed om at de selvfølgelig rent uddannelsesmæssigt har brug for at få opkvalificeret deres kompetencer til det specielle område, som psykiatrien nu en gang er. Og her skal vi altså have uddannelsesinstitutionerne endnu mere med på banen. Det er på vej men det haster.

Vi ved jo godt, at ikke alle er lige gode til alt, og at det er helt naturligt. Så væk med de varme kartofler, og ja tak til en omsorgskultur, der i højere grad favner forskelligheder både personligt og fagligt. Og ja tak til en kultur hvor der kan meldes ærligt ud, og hvor der bliver lyttet, og hvor åbenhed og anerkendelse baner vejen for det gode samarbejde på tværs af faggrupper. Særligt i omsorgsfagene er der brug for at man bliver inkluderet. Ellers bliver man træt....omsorgstræt! Følg iøvrigt psykolog Dorthe Birkemose. Hun er super sej til at få sat ord på den nedslidning der finder sted på alt for mange fagområder.

Men lad os også kigge på hvordan der planlægges løbende træning, så kompetencerne ikke forsvinder, og så vi har et fortsat fokus på at forebygge forråelse. Det har vi påpeget i årevis. Men også hvordan vagterne tilrettelægges, + at der føres tilsyn med hvor mange der aktivt er sammen med patienterne. Det sidste så vi gode eksempler på fra F2W på Frederiksberg, der for år tilbage ændrede hele deres vante praksis. Flere afdelinger har heldigvis kopieret og fulgt samme spor. Det virker i praksis!

Gode relationer opbygges sjældent på afstand, ligesom medarbejdere der ikke træner og vedligeholder færdighederne har svært ved at anvende det de har lært i praksis. Træning ændrer vaner, og skaber nye muligheder. Det bør være personalet der bestemmer på afdelingerne, og ikke patienterne. Patienterne skal medinddrages og have al den medbestemmelse og medindflydelse de kan kapere, men med respekt for domme, behandlingsplaner og de interne regler. Stoffer og våben hører ikke hjemme på de lukkede psykiatriske afdelinger, så at skabe et trygt og sikkert arbejdsmiljø, kræver at man også tør at sætte omsorgsfulde grænser. Psykiatrien har et myndighedsansvar, som desvære ikke altid efterleves, og vi kan i dag konstatere at nogle afdelinger ikke kan håndtere rødt felt! Det ses tydeligt på politiets tilbagemeldinger om hvor mange timer de bruger på at assistere på psykiatriske afdelinger.

I Norge er det et krav at arbejdsgiveren kan dokumentere den træning, uddannelse og vedligeholdelse den enkelte medarbejder har modtaget. Måske det er vejen frem i Danmark! Vi har foreslået det i mange år.


Hvad angår kommunerne, og de private og selvejende udbydere, så er der også udfordringer der. Her er der også brug for et løft. Men noget af det mest postive jeg personligt har oplevet for nyligt, er et meget tættere samarbejde mellem bostedder og psykiatrien. Keep it up, det er vejen frem. Og det fokus må gerne fylde.

Ovennævnte indlæg er baseret på mine mange års erfaring som underviser. Og så har jeg et stort netværk, som jeg ofte er i kontakt med. Mit hjerte banker for alle jer, der dag ud og dag ind passer jeres arbejde, og er der for nogle af de mennesker i vores samfund, som virkelig har brug for jeres hjælp. Og det bliver mere og mere tydeligt hvor vigtigt det er, at få italesat de faglige udfordringer der er: at vi skal passe godt på medarbejderne, og samtidig skal vi kunne hjælpe + vi skal kunne håndtere den adfærd som patienter og beboere nu en gang har.



Byd gerne ind med dine oplevelser og dine erfaringer. Debatten er vigtig, hvis vi sammen skal skabe postive forandringer. Kontakt mig gerne på Kontakt@ifkh.dk hvis du vil i direkte kontakt.

167 visninger