Det tror jeg ikke lige er opfundet endnu, selvom mange er nødt til at runde lægen, fordi de er blevet syge af at gå på arbejde.
Men måske vi skulle starte et helt andet sted, så vi kunne blive endnu bedre til at forebygge, at det kom så vidt.
Tør vi tale højt om arbejdsmiljøet, mistrivsel og det der fylder?
Igennem de sidste mange år er den fysiske vold, de verbale trusler og krænkelser steget på både private og offentlige arbejdspladser i Danmark. Det viser et stort antal af undersøgelser foretaget af bla landets fagforeninger.
På samme tid har mange arbejdspladser oplevet store besparelser og ændringer i organisationen, nye myndighedskrav, digitaliseringer, målinger, øget arbejdspres m.m. Det har bla. medført øget pres på ledere og medarbejdere i dagligdagen, og et øget sygefravær og opsigelser, som både har haft store menneskelige og økonomiske omkostninger.
På nogle arbejdspladser har man også oplevet en arbejdspladskultur, der er blevet både forrået og til tider kold, uden at de professionelle selv har opdaget det. Et udpræget tegn på afmagt, og slidtage og noget som kan være en af de bærende årsager til et stort antal konflikter i dagligdagen. Heldigvis har jeg oplevet et stort fokus på netop dette område, hvilket har haft en positiv effekt, selvom det jo aldrig er rart at blive hængt ud i medierne eller modtage en negativ rapport efter et tilsyn. Men vi vil gerne, og skal være ordentlige, og det er vigtigt, at vi også tør tale åbent og ærligt om det der bør og skal ændres. Hovedet i busken og strudsepolitik går ikke. Fejl er ikke fejl, det er oplevelser og hændelser, som vi skal kigge på og arbejde på ændre hvis det giver mening.
Med den megen debat og medieomtale der har været, er der er ingen af os der er i tvivl om, at en meget stor del af medarbejderne i omsorgsfagene er pressede. Et pres der har gjort at mærkbarheden er forsvundet. Altså en af de helt grundlæggende årsager til at mennesker har lyst til at vælge et job, hvor de kan være noget for andre. At kunne gøre en forskel, og hjælpe nogle af dem der har det sværest og virkelig har brug for hjælp, støtte og omsorg. At medarbejderen kan mærke, at det de gør også giver mening. Det er en fantastisk følelse, altså når den er der! Det er så vigtigt, at vi sikrer en fortsat positiv tilgang af nye gode medarbejdere, ligesom det er vigtigt at fastholde dem der er der.
For nylig læste jeg at Speciallæge Imran Rashid har udgivet sin nye bog ”Mærkbarhed”. Imran, der er speciallæge i medicin, har over længere tid arbejdet med digitaliseringens konsekvenser for menneskers fysiske og mentale helbred. Ifølge ham har de dårlige arbejdsvilkår, som omsorgspersonale har været underlagt de sidste mange år, skubbet folk ud i mental mistrivsel og omsorgstræthed. Det er nødvendigt, og godt med debat og skærpet opmærksomhed også fra fagpersoner med viden fra praksis, hvis vi ønsker at der skal ske en forandring.
Vi har så meget brug for Jer!
Jeg har i mange år været gæst på arbejdspladserne inden for området, og jeg kan virkelig mærke hvor meget det berører mig når jeg hører om jeres oplevelser. Jeg har også været der selv, bla som vikar inden for specialområdet. Tit har jeg tænkt på, hvor ville jeg gerne kunne møde op hos jer, medbringende en stor pose tryllestøv. Tryllestøv som kunne medvirke til at I fik:
Flere ressourcer (mange af jer løber godt nok alt for stærkt)
Bedre mulighed for at jeres ledelse har mulighed for at kunne planlægge ud i fremtiden (at budgetter ikke afhænger af satspuljemidler, kommunalvalg, folketingsvalg mm)
Mulighed for bedre at kunne samarbejde på tværs af fagområder (det er vildt at se de gode resultater der kommer når kommunerne visiterer borgerne til de rigtige tilbud, med de rigtige rammer og med midler det passer til den nødvendige indsats, og en direkte kontakt til fx psykiatrien der hjælper inden det går galt. Vi ved jo godt hvad der virker.)
Bedre mulighed for at yde omsorg i stedet for at skrive rapporter (måske ikke alt kan, bør og skal måles og nogle opgaver kan bare ikke nås på 10,5 minut)
Mere hjælp til at sikre, at bla. Stat, Regioner og kommuner får ekstra hjælp til at kunne visitere ordentligt og korrekt. (For meget bureaukrati og for komplicerede retningslinjer gør det svært af følge lovene og yde den korrekte støtte. Og så er der brug for flere midler i kommuner, der ikke kan spare mere)
Ekstra uddannelse og mulighed for at opkvalificeret jeres kompetencer så i alle er velforberedte og klædt på til, at i sikkert og trygt kan håndtere alle de konflikter i møder (Det er jo ikke alt man lærer på studiet, og i skal også kunne samarbejde om at håndtere de svære).
Hjælp til at sikre at alle i organisationen har den fornødne viden om hvordan det er at udføre opgaverne(det er jo vigtigt at de gode teorier, og ønsker kan omsættes og udføres i praksis).
Fælles forståelse for, at hvis man er presset, så er der grænser for hvor mange nye forandringer man kan håndtere på en gang (måske laver vi for meget om og for tit)
Mere tid til personalepleje (der er bare mange ting der ændrer sig når vi også har tid til at lære hinanden at kende, hygger os sammen, får fælles gode oplevelser mm. Arbejdsglæde smitter af på alle.)
Tryllestøv eller ej.
Næste spørgsmål er jo så, at hvis vi nu ikke kan finde en pose med tryllestøv, hvad gør vi så?
Kan vi gøre noget ved denne nedslidning, denne forråelse, og til tider negative etiske og moralske tilgang til andre mennesker? Kan vi reparere den slidtage, som kulturen har båret med sig? Også selv om vi ved, at det for mange medarbejdere har handlet om ren overlevelse! Kan vi forebygge yderlige omsorgstræthed, og at gode medarbejdere får nok, siger op og forlader det negative hamsterhjul?
Ja det kan vi godt, men de gode omsorgsfulde medarbejdere kan altså ikke gøre det alene.
Det starter på Christiansborg og så skal der altså arbejdes derude. I alle afdelinger helt ud i krogene. Hellere i dag end i morgen. Det haster faktisk…….
Debatten er mere vigtig end nogensinde. Kommenter gerne på mit oplæg, og bidrag gerne til posen med tryllestøv. Der findes ikke noget Quickfix, og jeg har selvfølgelig heller ikke alle de vise sten. Men til gengæld er jeg optimist, og tror på, at vi ved fælles hjælp kan skabe nødvendige positive forandringer til glæde for alle.
Har du spørgsmål til artiklen er du velkomme til at skrive på kontakt@ifkh.dk eller ringe på tlf 28566430.